Her fortæller to af restaurantens ejere, Dan Rauhe og Christian Thorsholt Jacobsen, hvad der gør Mêlée til noget ganske særligt.

“Der er rigtig mange gode restauranter på Frederiksberg, men jeg tror, Mêlée er den bedste på grund af kombinationen af den mad, vi laver, den vin, vi vælger og det, vi gør for vores gæster. Vores stemning er meget uformel. Til tider måske lidt for uformel,” griner Dan Rauhe, der er sommelier og en af de fire ejere af Mêlée.

Mêlée ligger på hjørnet af Martensens Allé og Gammel Kongevej. Her har den ligget i snart 10 år, og de lokale bruger restauranten både til hverdag og fest. Derfor kalder ejerne også Mêlée for en neighbourhoodrestaurant, og det mener de adskiller dem fra de mange andre spisesteder på Frederiksberg.

“Vi er den restaurant, som du kan bruge en mandag, hvor du ikke selv har lyst til at lave mad, eller om fredagen, hvor du skal ud at hygge med venner, kolleger eller kæresten. På den måde er vi altid til rådighed,” fortæller sommelier Christian Thorsholt Jacobsen.

Mêlée indenfor

Foto: Stine Christiansen

“Man behøver ikke nødvendigvis at komme herned med den store pengepung, og det er også derfor, vi har mange stamgæster, som både kommer og køber dyre vine eller får en enkelt, lille ret og en æblemost. Vi kan dække de fleste behov.”

Læs også: Blaabjerg & Madsen laver burger fra bunden: Folk kan smage det

Elsket af branchen

Udgangspunktet hos Mêlée er det franske køkken, og brasser- og bistroretterne har – ledsaget af den franske vin – altså vundet mange hjerter på Frederiksberg. Gæsterne er primært lokale, der er kommet på Mêlée i samtlige år, men restauranten har også besøg af gastroturister, fordi den er nævnt i forskellige guides.

“Når folk browser efter Michelin og har nogle dage i København, hvor det måske ikke skal være helt lige så fint, så kigger de gerne herhen,” fortæller Christian Thorsholt Jacobsen.

Ravioli med ærter på Mêlée

Foto: Mêlée

“Vi får også en del gæster fra restaurationsbranchen, og det ser jeg som et sundhedstegn: At kokke og tjenere forstår, at det her er et godt sted, der ikke er for fint, men hvor man bare kan hygge sig, og hvor kvaliteten er i orden.”

Læs også: Sommelier i restaurant Anarki guider dig til god vin

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.