Til november 2021 kan du træde indenfor i Væksthuset på Frederiksberg. En ny tilbygning til Aveny-T, der blandt andet kommer til at rumme kreative værksteder, café, arbejdspladser og en åben prøvesal. “Frederiksberg skal være en kulturmotor”, lyder det fra borgmester Simon Aggesen. Men den legendariske café Kellerdirk, ja den må lade livet.

Det har været på tegnebrættet længe, men nu bliver det en realitet. Frederiksberg får et helt nyt kulturmotorhus, der skal ligge i forlængelse af og udbygge det nuværende Aveny-T på Frederiksberg Allé. Det skriver Berlingske.

“Selve teaterbygningen ønsker vi at føre tilbage til det oprindelige udseende fra 1855. Og med en tilbygning, som hovedsagelig skal bestå af træ, glas og stål, opnår vi et transparent og inviterende indtryk. Samtidig er det meningen, at glasfacaderne om aftenen, når der for eksempel er koncert eller diskotek i Væksthuset, skal kunne skærmes af for både lys og lyd”, siger teaterdirektør Jon Stephensen til Berlingske.

Han har længe kæmpet for at lave teater for unge, som han tidligere har fortalt til weFRB.dk. For ham er det nemlig hele essensen af af Aveny-T. Og det bliver altså med det nye Væksthus en endnu større realitet.

“Teater for unge har alt for længe været skabt på de voksnes betingelser. Jeg tror, fremtiden vil vise, at teater ikke bliver, som vi kender det i dag. Og her er jeg sikker på, at Væksthuset i den grad vil gøre, at vi får kontakt med en ny generation af unge mennesker, som har tanker og ideer”, siger han til Berlingske.

Bygningen bliver på 400 kvadratmeter i to etager. Og finansieringen kommer fra en donation fra A.P. Møller Fonden og Frederiksberg Kommune. Den endelige udformning af den nye tilbygning ligger endnu ikke fast. Der vil indenfor de nærmeste måneder blive udskrevet en arkitektkonkurrence. Men borgmester Simon Aggesen, ja han glæder sig.

“Frederiksberg skal være en kulturmotor. Det er der i den grad behov for i en tid, hvor vi jo godt kan se, at kulturen er under pres”, siger han til Berlingske.

Udover selve Væksthuset skal der etableres terrasse for udendørsservering både mod Frederiksberg Allé og langs østsiden af bygningen.

 

 

Indholdet er skrevet af weFRB.dk

wefrb_logo_hi

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.