Foto: Benedikte Brix

 

Denne uge byder på en storslået Pink Floyd-koncert i Forum. Gratis teater med pyskisk sårbare, en gratis vinsmagning. Og så er der mere gratis i vente, når der er flagermussafari i Frederiksberg Have. Her får du en guide til din uge på Frederiksberg.

Ugen byder på en lang række fede lokale events og arrangementer. weFRB guider dig her til nogle af dem. Din personlige guide til din uge på Frederiksberg.

Mandag d. 3. september

Jeg er ikke min sygdom – Fortællinger om at ville leve og være ung
Har du ligget i koma i 300 dage? Bliver du nogensinde så panisk angst, at du ikke kan røre dig? Og ved du aldrig, hvornår du bliver indlagt næste gang? Ikke alle får lov at opleve en almindelig ungdom. Mens de fleste unge hænger ud med vennerne og går til fester, må nogle leve et liv, som konstant sættes på standby af indlæggelser og behandlinger. Det handler teaterstykket “Jeg er ikke min sygdom” om. Og den kan du hele ugen opleve på Edison-scenen på Edisonvej 10. Det er Ungdommens Røde Kors og C:NTACT, der står bag forestillingen, hvor du møder fysisk og psykisk syge unge, som råber op om de udfordringer, der er forbundet med et ”sygt” ungdomsliv og forsøger med deres historier at skabe forståelse, dialog og forandring. Forestillingen er gratis, og billetter kan bestilles via linket her.Forestillingen spiller i dag og i morgen kl 17, mens den onsdag og torsdag bliver spillet både klokken 10 og 12.

Nick Mason spiller tidlig Pink Floyd i Forum
Trommeslageren og komponisten Nick Mason er en af grundlæggerne af Pink Floyd, og eneste medlem der har været med konstant i den britiske gruppe hele vejen fra starten. Han har spillet på alle gruppens albums og ved alle Pink Floyds koncerter. I dag kommer han til Forum og spiller tidlige numre fra Pink Floyds bagkatalog, inklusiv numre fra pladerne The Piper At The Gates of Dawn (1967) og A Saucerful Of Secrets (1968), som var gruppens to første. Det sker klokken 20. Læs mere og find billetter her.

Tirsdag d. 4. september

Gratis tirsdagsjazz på Cork Vinbar
Klokken 20 er der live-jazz på Cork Vinbar på Henrik Steffens Vej. Line-up består af Alfkil Wennermark på violin og Mads Sørensen på guitar. Der vil være øko/bio-vin helt ned til en 50’er pr. glas samt kolde øl fra Møns Bryghus til at skylle tonerne ned med. Entré er som altid gratis.

Onsdag d. 5. september

Glad aftensmad: Fællesspisning i KU.BE
Fra september er der fællesspisning hver onsdag i KU.BE: Hyggelige aftener med langbords-middag og god stemning. Med fællesspisning skaber KU.BE en ramme for, at borgere i lokalområdet kan mødes i Café Glad hver eneste onsdag ved spisetid. Den første ugentlige Glad Aftensmad bliver i dag klokken 17.30. Aftenens setup er langbordsmiddag, hvor man kommer hinanden ved og er fælles om maden. Menuen er varieret hverdagsmad med fokus på økologi og sundhed. Der vil også altid være en vegetar-udgave. Børn under 2 år er gratis, Børn til og med 8 år 49 kr., Voksne 79 kr. Drikkevarer (øl, vin og vand) og dessert tilkøbes i caféen. Billetter kan købes i frontdesken i KU.BE. Der kan kun betales med mobilepay eller kort.

Flagdag for Danmarks udsendte
I dag er det Flagdag for Danmarks udsendte. Det er den dag, hvor Danmarks udsendte anerkendes for den indsats, de har ydet. I 2018 er det 10. gang, flagdagen afholdes. På Frederiksberg Rådhusplads vil flagdagen traditionen tro blive markeret med taler og forskellige aktiviteter mellem 14 og 18.

Torsdag d. 6. september

Gratis toscansk vinmagning hos Rombo
Mellem kl. 15.00 – 17.30 kan du hos Rombo på Falkoner Alle ganske gratis deltage i en autentisk toscansk vinsmagning. Her kommer Dario Pierazzuoli fra vingårdene Tenuta Cantagallo og Tenuta Le Farnete. Begge små familieejede vingårde fra kommunerne Montalbano og Carmignano i Toscana. Og han har en masse lækre vine med sig. Det er helt gratis at deltage. Og smager man noget, man godt kan lide, så vil der være gode tilbud på vinene på dagen.

Gratis flagermussafari for voksne i Frederiksberg Have
Der er registreret 6 arter af flagermus her på Frederiksberg, alene i Frederiksberg Have lever der 5 forskellige arter. Hvis du er interesseret i at vide mere og måske se disse nattens mystiske skabninger, kan du i dag klokken 20 ganske gratis deltage i flagermussafari. Ved hjælp af medbragte flagermusdetektorer er det nemlig muligt at høre de ultralydssignaler, som flagermusene orienterer sig med. Turen er arrangeret af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Frederiksberg Kommunes naturvejledere, som vil guide. Der er ingen tilmelding. Mødested: Overfor Frederiksberg Slot, Roskildevej 28, Frederiksberg.

Højtlæsning for voksne på biblioteket
Hver torsdag eftermiddag klokken 17 får du mulighed for at lytte med, når vi læser højt af både nyere og ældre skønlitteratur udvalgt af bibliotekaren. Læn dig tilbage i den gule sofa og lyt til en god historie, et lyrisk moment, et overraskende ræsonement, en genkendelig scene eller noget helt femte. Oplæsningforslag til kommende højtlæsninger modtages gerne. Fri entré uden billet.

Fredag den 7. september

Beats and Bubbles: Fredagsbar på Avenue Hotel
Avenue Hotel på Åboulevarden inviterer igen fra klokken 18 til fredagsbar med masser af bobler og sprøde DJ-toner. Der er gratis entré.

Jeg er ikke min sygdom – Fortællinger om at ville leve og være ung
Har du ligget i koma i 300 dage? Bliver du nogensinde så panisk angst, at du ikke kan røre dig? Og ved du aldrig, hvornår du bliver indlagt næste gang? Ikke alle får lov at opleve en almindelig ungdom. Mens de fleste unge hænger ud med vennerne og går til fester, må nogle leve et liv, som konstant sættes på standby af indlæggelser og behandlinger. Det handler teaterstykket “Jeg er ikke min sygdom” om. Og den kan du i dag opleve på Edison-scenen på Edisonvej 10. Det er Ungdommens Røde Kors og C:NTACT, der står bag forestillingen, hvor du møder fysisk og psykisk syge unge, som råber op om de udfordringer, der er forbundet med et ”sygt” ungdomsliv og forsøger med deres historier at skabe forståelse, dialog og forandring. Forestillingen er gratis, og billetter kan bestilles via linket her.Forestillingen spiller i dag klokken 10.

So 90’s på The Old Irish Pub
Der er for alvor dømt neonlys og 90’er nostalgi, når Danmarks mest gennemførte 90’er band i dag klokken 23 indtager scenen på The Old Irish Pub i Smallegade. Man bliver under en koncert med bandet taget tilbage til en simplere tid, hvor plateausko og yo-yo battles dominerede. Nostalgien koges ind til én stor dansefest med alle de største hits fra dette gyldne årti Bandet har siden 2010 turneret Danmark rundt med det sprængfarlige show, og har med over 100 koncerter på samvittigheden styr på, hvordan man holder et brag af en fest. Glæd til et forrygende gensyn med de udødelige 90’er klassikere som ”Cotton Eye Joe”, ”Mr. Vain” og ”Backstreet’s Back” Fadøllen er skænket, dansegulvet er gjort klar og så glæder vi os til at tage imod jer. Gratis entré.

Lørdag den 8. september

Golden Days: Byvandring gennem Frederiksberg på fattigmandskost
Museumsinspektør ved Bakkehuset Gertrud With og IT-arkivar Caspar Christiansen besøger skyggesiden af Frederiksberg og fortæller alle de historier, vi normalt ikke hører. Prostitution, mord, svindel, fattiglemmer i Frederiksberg Kirke, værtshuslivet og de fattiges liv på det fine Frederiksberg. Turen går fra Møstings Hus via Frederiksberg Rådhus, Allégade, Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Have og Slot og slutter i Bakkehuset, hvor der bydes på fattigmandskost. Drikkevarer tilkøbes. Billetter koster 100 kroner og kan købes via linket her. Turen begynder klokken 15 og slutter klokken 18. Der er mødested ved Møstings Hus.

Naturens Nat i Søndermarken
Fra klokken 20 kan du opleve nattens dyreliv i Søndermarken. Her vil Frederiksberg Kommunes naturvejledere vise og fortælle om dyrenes aktiviteter om natten og lede efter dyrene sammen med jer. Der foregår langt mere, end I tror… Ugler, insekter, mus, flagermus, frøer, tudser og mange flere kommer frem om natten.

Program i ca. tider:
Kl. 20-21: Vi lytter og ser efter flagermus, og tager på muse– og tudsesafari i hold.
Kl. 21-22: Vi tjekker de sukkersnore, vi har hængt op i træerne for at lokke insekter til. Hvilke insekter kan vi mon finde?
Kl. 21-22.30: Vi tænder for den store lampe og prøver at lokke insekterne til med lys!

Fri entré. Alle er velkomne. Der er ingen tilmelding. Aktiviteterne foregår udendørs. Vi byder på lidt varmt at drikke. Adgang til toilet og vand i Norske Hus. Man må meget gerne tage lygter med.

Søndag den 9. september:

Afrikansk Trommedans i Søndermarken
I dag kan du mellem 11 og 11.30 opleve vaskeægte afrikansk trommedans med fokus på livsglæde, fællesskab og energi. Det er ganske gratis at deltage, og du finder trommedansen overfor Restaurant Bjælkehuset (i Søndermarken). Du vil kunne høre trommerne. Gå efter lyden.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.