Foto: Zahida

 

Denne uge byder blandt andet på åbningsfest af den pakistanske restaurant Zahida på Frederiksberg Allé. Og så kan du vælge mellem et hav af arrangementer om historiens b-sider til Golden Days. Her får du en guide til din uge på Frederiksberg.

Ugen byder på en lang række fede lokale events og arrangementer. weFRB guider dig her til nogle af dem. Din personlige guide til din uge på Frederiksberg.

Mandag d. 10. september

Piano Night på Bartof Station
Piano Night handler om den musik, der kommer ud af et flygel, når en pianist sætter sig bag det. Hvad enten han eller hun er til jazz, funk, blues, rock, latin, swing, bebop eller gospel. I dag spiller både Esben Just, Marie Louise Schmidt og Kristian Jørgensen. Det hele sker klokken 20 på Bartof Station. Billetter koster 100 kroner og kan købes via linket her, hvor du også kan læse mere.

Alsang fra B-siden på Alhambra
I generationer har vi sunget og nynnet dem: De lette viser om svigtede kvinder, om børn, der dør af tuberkulose og om ham, der hænger lige lovligt meget ud henne om hjørnet, nede i kælderen. Viserne er triste skæbnefortællinger fra bagsiden af danskernes liv. I aften synger og hører vi kendte og mindre kendte sange om død og ulykke, om problembørn og uskyldige ofre. Ved klaveret slår pianist og komponist Mickey Pless tonerne an til fællessang, mens museumsinspektør ved Alhambra og forfatter Rikke Rottensten binder sangene sammen. Det hele foregår mellem klokken 17 og 18. Billetter koster 50 kroner og kan købes via linket her.

Tirsdag d. 11. september

Gratis fernisering på Frederiksbergs censurerede efterårsudstilling
Mellem 15 og 17 er der fernisering på en ny kunstudstilling i Rådhushallen med værker af kunstnere med forankring i lokalsamfundet. Et bidrag til indsigt i samtidskunsten og kunstmiljøet på Frederiksberg. FRB-kunst arrangeres af Frederiksberg Kunstnerlaug – en gruppe aktive kunstnere på Frederiksberg, som har ambitioner for kunsten i lokalområdet – i samarbejde med gallerister. Ved ferniseringen vil der både være taler og jazz. Værkerne kan ses frem til den 24. september.

Hvad synes du om dansk litteratur? på Storm P-museet
Et multimedieshow ved Nikolaj Zeuthen, der er aktuel med den kritikerroste ’Buemundet guitarfisk’. Zeuthen tager sang, skuespil og live-tegneserier med på scenen. Ledsaget af illustrationer på en storskærm giver Zeuthen prøver fra sine tegneseriealbums og de sange, som Zeuthen normalt spiller med orkesteret Skammens vogn. Til sidst to små enaktere med guest stars. I museets intime rammer, mellem den gamle mesters malerier, er du helt tæt på Zeuthens multimedieshow, der begynder både klokken 19 og 20.15. Billetter koster 75 kroner.

Åbent Hus om projektet med Frederiksberg Hospital: Hvad skal der ske?
Har du en holdning til, hvad der skal ske med Frederiksberg Hospital, når det lukker i 2023? Så kom til åbent hus i dag klokken 16.30 og giv dit indspark, hør om den kommende visionsproces og deltag i temavandringen om den grønne struktur på hospitalet – v. Stadsgartner Karsten Klintø. Det hele sker i dag mellem 16.30-18 i portnerboligen på Stockflethsvej 2. Temavandringen starter klokken 17.

Onsdag d. 12. september

Glad aftensmad: Fællesspisning i KU.BE
Fra september er der fællesspisning hver onsdag i KU.BE: Hyggelige aftener med langbords-middag og god stemning. Med fællesspisning skaber KU.BE en ramme for, at borgere i lokalområdet kan mødes i Café Glad hver eneste onsdag ved spisetid. Den første ugentlige Glad Aftensmad bliver i dag klokken 17.30. Aftenens setup er langbordsmiddag, hvor man kommer hinanden ved og er fælles om maden. Menuen er varieret hverdagsmad med fokus på økologi og sundhed. Der vil også altid være en vegetar-udgave. Børn under 2 år er gratis, Børn til og med 8 år 49 kr., Voksne 79 kr. Drikkevarer (øl, vin og vand) og dessert tilkøbes i caféen. Billetter kan købes i frontdesken i KU.BE. Der kan kun betales med mobilepay eller kort.

Øl og smagsprøver: Zahida holder åbningsfest på Frederiksberg Allé
Den pakistanske restaurant Zahida genopstod i sidste uge som pop up-shop i Kellerdirk på Frederiksberg Allé. Og i dag mellem 18 og 21 fejrer de åbningen med et brag af en åbningsfest, hvor restaurantens to bagmænd, brødrene Shane og Bobby Affridi inviterer på øl og smagsprøver fra den nye, udvidede menu, der blandt andet tæller et større udvalg af vegetarretter. Du kan læse meget mere om restauranten i artiklen i linket her.

Inge Ellegaard: Ung, vild og overset
Inge Ellegaard brød igennem i starten af 1980’erne som en del af det ’unge vilde’ maleri. De Unge Vilde kommenterede ofte og vittigt på den kunst, der kom før dem. De Unge Vildes kvindelige repræsentanter kan i dag opfattes som en slags B-side. Den dominerende fremstilling siden 1980’erne af den ’unge og vilde’ kunstner bærer præg af en forestilling om kunstneren som rebelsk bohemetype med maskulint fortegn. Vær med, når Kamma Overgaard Hansen, ph.d. i kunsthistorie og forfatter til flere artikler om Inge Ellegaard og De Unge Vilde, kaster lys over nye perspektiver og hidtil ”oversete” kunstnere i gruppen ’De Unge Vilde’. Det sker på Møstings Hus mellem klokken 17 og 18.30. Det er gratis at deltage. Tilmelding på info@moestingshus.dk

Mere Storm end Stille på Alhambra
I 1920’erne var Storm og Stille helt uforudsigelige moderne teaterkomikere. Siden blev sceneparret Robert Storm Petersen og Christian Arhoff (Stille) folkeeje og stjerner. Men uforudsigelige forblev de. Hvordan og hvorfor blev de to gamle teaterkammerater, der ellers ikke viste et politisk engagement, på forskellig vis viklet ind i den tyske besættelsesmagt? Arhoff endda som medlem af DNSAP. Var de politisk naive, forfængelige eller forvirrede? Nikolaj Brandt fra Storm P. Museet og Rikke Rottensten fra Alhambra fortæller den festlige og farlige historie om Storm og Stille. Det sker på Alhambra klokken 19. Billetter koster 75 kroner og kan købes via linket her.

Ord-festival: Oplæsning med forfatter Hannah Lutz på biblioteket
Klokken 17 kan du opleve forfatter Hannah Lutz læse højt af sin roman Vildsvin på Frederiksberg Hovedbibliotek. Efter oplæsningen snakker Hannah Lutz om de ord, hun har brugt i romanen, og publikum har muligt for at stille spørgsmål og deltage i en debat om ord. Arrangementet er en del af Danmarks Biblioteksforenings nationale Biblioteksuge 2018, der i år har temaet ORD. Under biblioteksugen kan du opleve endnu flere ord end du plejer på biblioteket, når vi har fokus på ORD. Kom og leg med ord i voksenudlånet – fortæl os dit yndlingsord og hadeord, se nye og truede ord, læs digte og citater, se det nye emoji-alfabet og meget mere.

Torsdag d. 13. september

Christoffer Berg – Release reception og debutkoncert på Alléenberg
Klokken 19 kan du komme til release på Christoffer Bergs soloprojekt med udgivelsen af debutsinglen “Unexpexted Understanding”, som bliver præsenteret på Alléenberg i dag. Her kan du høre Christoffer med band give smagsprøver fra projektet, du kan drikke en øl og erhverve dig et eksemplar af 7″ maxisingle på vinyl.

H.C. Andersen og homoseksualitet på Bakkehuset
Pride og Bakkehuset præsenterer en samtale mellem queerteoretikerne Dag Heede og Torsten Bøgh Thomsen med fokus på H.C. Andersens maskulinitet. På hvilken tid skriver H.C. Andersen de “afslørende” breve til E. Collin? Hvordan er maskulinitet konstrueret i Danmark i 1830’erne? På hvilken måde kan tidens intime mandevenskaber være med til at nuancere billedet af H.C. Andersen? Det sker klokken 19 på Bakkehuset. Billetter koster 100 kroner og inkluderer et glas vin i pausen. 

Gratis klaverkoncert i B på Musikkonservatoriet
Klaverværker i B-dur og b-mol af Bach, Bentzon og Brahms. Konservatoriets klaverstuderende spiller Præludium og Fuga i B-dur og b-mol fra J.S. Bach ’Das Wohltemperierte Klavier’. Standardværket i klaverlitteraturen sættes overfor de sjældent opførte B-dur- og b-mol-satser fra Niels Viggo Bentzons ’Det Tempererede klaver’ fra 1975. Derudover opføres Johannes Brahms’ 25 variationer og fuga i B-dur over et tema af Händel. Med klaverstuderende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det sker klokken 19.30 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Rosenørns Allé. Det er gratis at deltage.

Højtlæsning for voksne på biblioteket
Hver torsdag eftermiddag klokken 17 får du mulighed for at lytte med, når vi læser højt af både nyere og ældre skønlitteratur udvalgt af bibliotekaren. Læn dig tilbage i den gule sofa og lyt til en god historie, et lyrisk moment, et overraskende ræsonement, en genkendelig scene eller noget helt femte. Oplæsningforslag til kommende højtlæsninger modtages gerne. Fri entré uden billet

Fredag den 14. september

Kom helt ned i gear: Midnatssvømning i Frederiksberg Svømmehal
Stearinlysene tændes, og lyset slukkets. Vandets skvulpen bliver den beroligende lydkulisse, da alle gæster skal være helt stille. Udover en svømmetur i mørket, kan du gå på opdagelse i kurbadet, og fx deltage i en saunagus – en oplevelse for alle sanser. Her kan du med fordel medbringe en vandflaske og et ekstra håndklæde Du klæder desuden om i luksusafdelingen, hvor alle faciliteterne i afdelingen er til fri afbenyttelse – også den lækre salt og olie scrub. Det hele sker fra klokken 22. Indgangen er kun åben mellem 21.30 og 22. Billetter koster 150 kroner.

Lørdag den 15. september

Gratis skriveworkshop: Skriv din egen skæve Frederiksberg-fortælling
Skriv din egen skæve Frederiksberg-fortælling med fokus på de vildskud og skønhedspletter, der giver en tekst tyngde. Workshoppen er for alle skrivende – grønne som garvede. Få konkrete redskaber til at skrive originalt, så du kan udtrykke al den humor, kontrast og sanselighed, som du og din by bugner af. Workshoppen foregår både i KU.BE og på gåture i kvarteret, hvor du henter inspiration. Kom ud af huset og kom bag på dig selv sammen med sangskriver og forfatter Annette Bjergfeldt. Workshoppen er gratis, men kræver tilmelding på bjergfeldt@gmail.com. Det hele foregår mellem 10 og 15.

Byvandring gennem Frederiksberg på fattigmandskost
Museumsinspektør ved Bakkehuset Gertrud With og IT-arkivar Caspar Christiansen besøger skyggesiden af Frederiksberg og fortæller alle de historier, vi normalt ikke hører. Prostitution, mord, svindel, fattiglemmer i Frederiksberg Kirke, værtshuslivet og de fattiges liv på det fine Frederiksberg. Turen går fra Møstings Hus via Frederiksberg Rådhus, Allégade, Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Have og Slot og slutter i Bakkehuset, hvor der bydes på fattigmandskost. Drikkevarer tilkøbes. Billetter koster 100 kroner og kan købes via linket her. Turen begynder klokken 15 og slutter klokken 18. Der er mødested ved Møstings Hus.

Premiere på Orlando på Betty Nansen Teatret
I dag klokken 16 er der premiere på Virginia Woolfs vilde klassiker fra 1928, Orlando. Tiden, livet, kønnene og døden er opløst i fortællingen, hvor Maria Rossing spiller den unge, smukke litteraturelskende Orlando. Hun bevæger sig gennem fire århundreders kunsthistorie og skifter undervejs køn, som det naturligste i verden. Orlando kom til verden under Elizabeth den 1. af England. Vi møder ham som en smuk sekstenårig dreng. Vi møder hende som fascinerende trediveårig kvinde. Vi møder ham i Konstantinopel og under en isvinter på Themsen, og vi oplever hendes liv i det victorianske London. Og hele tiden kredser vi med hende om livets eksistentielle grundspørgsmål: Hvem er vi, hvorfor er vi det, og hvordan holder vi op med at være, hvem vi er. På en gang en farverig sladderhistorie, en brusende fantasy-fortælling og et betagende blik ind i sindet. Billetter koster mellem 70 og 395 kroner og kan købes via linket her.

Søndag den 16. september:

Stammtisch på Berlin Bar: Kold krig, kærlighed og propaganda
Midt under den kolde krig var Alice Persson dansk nyhedsoplæser på den østtyske Radio Berlin International. Hun blev kæreste med en kollega på radioen, men efterhånden begyndte hun at tvivle på både forholdet og troen på DDR-styret. Det var to år i midt i 70’erne, som hun har berettet om i bogen “Kollega Persson”. I dag mellem 14 og 15 kan du høre hende fortælle om denne periode i sit liv til Vild med Berlins 3. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar på Gammel Kongevej. Entréen er gratis, men støt gerne vores generøse vært, der sælger kaffe, sodavand og øl fra mindst 16 haner og 140 forskellige flasker fra tyske brygmestre og bryggerier. “Kollega Persson” vil være til salg til en nedsat pris.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.