Denne uge byder blandt andet på gratis comedy, VM på storskærm, og så kan du komme med til en lysfest under Bispeengbuen.

Ugen byder på en lang række fede events og arrangementer på Frederiksberg. weFRB guider dig her til nogle af dem.

Mandag d. 11. juni

Releaseparty Skin Close Photobook på Café Intime
Fotobogen udgivet af journal-photobooks.com indeholder portrætter fra København gennem 20 år. Tekst af Keith Thomas Lohse. Det vil blive fejret med livemusik og rose på Café Intime lige ved Frederiksberg Rådhus fra klokken 16.

Tirsdag d. 12. juni

FRBC Stafetten 2018
I dag kan du være med i Danmarks hyggeligste stafetløb for hele familien. Der er børnestafet på 2 km og voksenstafet på 4 km. Hvert hold består af 3-4 personer og der er forskellige hold kategorier. Kom og løb i Søndermarken, med din familie, venner eller kollegaer og få en hyggelig aften i godt selskab. Læs mere via linket her.

Jordemoder til Tiden – Frederiksbergfortællinger i Riddersalen
I Jordemoder til Tiden kan du møde to jordemødre, der har taget imod ALLE børn, der nogensinde er blevet født på Frederiksberg. Jordemodertaskerne er fulde af praktiske remedier, varmt vand og håndklæder, masser af kulsort kaffe og storkepynt. Siden tidernes morgen har de med højt humør, snusfornuft og nakkeknolde, kastet sig i sadlerne og suset af sted, når nye små unger meldte deres ankomst til verden for foden af Solbjerget. Tilsammen har jordemødrene en elefants hukommelse, om hvilke børn der blev født hvornår og hvordan det gik dem hver især. Kom og pust ud til nybagte fortællinger under kastanjetræerne i Lorrys Have! For hele familien – anbefales fra 5 år. Fri entré. Tilmelding ikke nødvendig. Det hele begynder klokken 10.

Gratis comedy på Bartof Café
Fri entré til at se stand-up-komikere teste jokes i hyggelige rammer. Kom for komik, bliv for øludvalget i baren. Det hele begynder klokken 20.

Bogsnak på Frederiksberg Bibliotek
Klokken 11 kan du møde Pia eller én af de andre læseglade bibliotekarer ved boghylderne. Her kan du få en snak om de bøger, der optager dig mest for tiden, og du kan med garanti også få en anbefaling eller to til den næste bog, du kunne læse

Onsdag d. 13. juni

Indvielse af lysinstallation under Bispeengbuen
For at skabe mere tryghed og for at gøre det til en flottere og mere interessant oplevelse at færdes under og omkring Bispeengbuen har Frederiksberg Kommune opsat en lysinstallation på broens underside ved Nordre Fasanvej. kl. 21.30 bliver installationen indviet med et par taler, lidt at skåle i og et par snacks.

Copenhagen Jazz Festival: Nancy Harms Kvartet på Bakkehuset
Bakkehuset inviterer klokken 16 til Copenhagen Jazz Festival i haven og i orangeriet på Bakkehuset: Nancy Harms Kvartet: Nancy Harms (vokal), Peter Rosendal (klaver), Graig Earle (bas) og Janus Templeton (trommer). Nyd en særligt komponeret jazztallerken under koncerten. Prisen er ikke inkluderet i billetten. Koncerten foregår udendørs, men der opstilles stort telt, der skærmer for den varmeste sol eller silende regn. Læs mere og find billetter her.

Torsdag d. 14. juni

Væbnet med ord og vinger på Sound Station
Mellem 16 -19 kan du hos Sound Station på Gammel Kongevej 94 møde komponisten Povl Kristian og filminstruktør Torben Skjødt Jensen. De vil fortælle om deres samarbejde og arbejdsmetode omkring filmen Væbnet med Ord og Vingers lydside og det nu foreliggende soundtrack, og Torben Skjødt Jensen vil desuden fortælle om filmens tilblivelse sammen med flere af filmens medarbejdere og medvirkende.Der ville være mulighed for at købe på lp + dvd + plakat.

Bossa Nova på Ipanema Café
Fra klokken 18 vil den brasilianske sanger og guitarist ROGÉRIO endnu engang stå for det musikalske indslag med skønne Bossa Nova-klassikere på Ipanema Café på Vodroffsvej, mens vores køkken og bar sørger mad og drikke til en hyggelig aften. Fri adgang, men husk at bestille bord på tlf. 22485211.

Fredag den 15. juni:

80’er fest på The Old Irish Pub
På med svedbåndet, bind Converse-skoene og frem med gamacherne for nu skal vi feste, som man gjorde i 80’erne! Der er for alvor dømt 80’er stemning, når bandet Absolute 80’s indtager den store scene klokken 23 på The Old Irish Pub i Smallegade. En hyldest til det fantastiske årti fyldt med højt høj, neon farvet tøj og geniale hits. Bandet har stor erfaring med live koncerter over hele Danmark og med musikere, der ved, hvad de laver, kommer det ikke til at gå stille for sig. Glæd dig til forrygende gensyn med alle de største hits.

Pop up-butik i Meyers Deli
Meyers Deli på Gammel Kongevej disker fra klokken 17 op med saftige lækkerier og spændende delikatesser i vores sommerlige pop-up-butik. Vi har nemlig inviteret Pølse-Erik og eddikemester Andreas fra værkstederne i Nordhavn, og de tager rigeligt med gode sager og smagsprøver med. Gå på jagt blandt nyrøget laks fra Nordhavn, charcuteri, pølser, eddiker, Meyers øl og most, og Meyers Bageri sørger for friskbagt brød, der kan følges med de gode varer fra Nordhavn. Alt hvad du skal bruge til en velsmagende weekend. Kl 17 starter vi grillen og frister med Meyers klassiske hotdog direkte fra gløderne, og du kan selvfølgelig supplere med iskold øl, vin og most. Prik naboen på skulderen, ta’ familien under armen og glæd jer til en hyggelig og velsmagende eftermiddag.

Lørdag den 16. juni:

VM: Danmark-Peru på storskærm
The Old Irish Pub i Smallegade er i dag klædt i rødt og hvidt, og storskærmene er rullet ned og gjort klar til en fantastisk aften, hvor Danmark spiller VM-bold mod Peru. Kampstart er kl. 18, og du kan få en fadøl til kun 20 kr. helt indtil kl. 21.

Søndag den 17. juni:

Salsasøndag i Kedelhallen
Kedelhallen byder atter op til svingende hofter og en masse salsa. Fra klokken 19 og resten af aftenen kan du komme og deltage i en række forskellige danse-workshops. Det koster 50 kroner at deltage, og der gives 10 kroner i studierabat.

Afrikansk Trommedans i Søndermarken
3 søndage i juni er der afrikansk trommedans i Søndermarken. Det sker i dag klokken 11. Her bliver der sunget, danset og trommet sammen i smukke omgivelser. Det er helt gratis at deltage i, og det sker på det grønne område lige overfor den lille legeplads m. trampolinerne/træningsbane. Fra Restaurant Bjælkehuset i Søndermarken vil du kunne høre trommerne. Gå efter lyden.

 

Indholdet er skrevet af weFRB.dk

wefrb_logo_hi

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.