Billede er med credit: Agnete Schlichtkrull/PR

 

Denne uge kan du blandt andet komme tæt på korrespondent Matilde Kimer, når hun gæster KU.BE til et foredrag om Rusland. Derudover der mulighed for at smage gratis vin fra Chile. Og så kan du dyrke det lokale liv til fællesspisning.

Ugen byder på en lang række fede lokale events og arrangementer. weFRB guider dig her til nogle af dem. Din personlige guide til din uge på Frederiksberg.

Tirsdag d. 2. oktober

Foredrag med Matilde Kimer: Rusland er meget mere end bare Putin
I dag på KU.BE klokken 19 på Dirch Passers Allé holder DR’s Ruslandskorrespondent Matilde Kimer et underholdende foredrag, en underholdende rejse til verdens største land. Selvfølgelig skal det handle om Putin og konfrontationerne med Vesten – men vi møder også en række såkaldte almindelige russere. Både dem, der forguder Putin og hans politik – og dem, der slås for at ændre kursen. Læs mere om arrangementet her.

Onsdag d. 3. oktober

Glad aftensmad: Fællesspisning i KU.BE
Fra september er der fællesspisning hver onsdag i KU.BE: Hyggelige aftener med langbords-middag og god stemning. Med fællesspisning skaber KU.BE en ramme for, at borgere i lokalområdet kan mødes i Café Glad hver eneste onsdag ved spisetid. Den første ugentlige Glad Aftensmad bliver i dag klokken 17.30. Aftenens setup er langbordsmiddag, hvor man kommer hinanden ved og er fælles om maden. Menuen er varieret hverdagsmad med fokus på økologi og sundhed. Der vil også altid være en vegetar-udgave. Børn under 2 år er gratis, Børn til og med 8 år 49 kr., Voksne 79 kr. Drikkevarer (øl, vin og vand) og dessert tilkøbes i caféen. Billetter kan købes i frontdesken i KU.BE. Der kan kun betales med mobilepay eller kort.

Idéworkshop og temavandring om fremtidens hospitalsgrund
Hvad synes du, der skal ske, når Frederiksberg Hospital rykker ud i 2023? Det kan du komme med dit indspark til, når der i dag klokken 16.30 til 18 er åben idéworkshop på Stockfletsvej 2. På selve dagen kan du også komme med på en temavandring om den samfundshistoriske udvikling af hospitalet – ved stadsarkivar Henning Bro. Temavandringen starter klokken 17.

Torsdag d. 4. oktober

Stemningsfuld koncert med Maria Elizabeth i Bakkehusets stuer
Klokken 19 kan du opleve den albumaktuelle sanger, sangskriver og guitarist Maria Elizabeth i Bakkehuset. Her vil hun spille sange fra pladen “Circle the Woods”, der udkom sidste måned. Pladen kredser om naturens symbolik og dens mange cirkler. Billetter koster 100 kroner og kan enten købes i døren eller via linket her.

Gratis EP Release Party med My Solo Ego på Metronomen
Mellem 19 og 21 kan komme til release party for My Solo Ego’s EP, der er fyldt med alternativ melankolsk electro-pop. Til festen kan du høre bandet spille og købe billige drinks og snacks.

Chilensk vinsmagning i MENY på Borups Allé
Mellem 14 og 18 kan du i dag komme til vinsmagning med det chilenske vinhus Apaltagua Estate, hvor Jose Larraín vil skænke op af forskellige lækre vine derfra.

Højtlæsning for voksne på biblioteket
Hver torsdag eftermiddag klokken 17 får du mulighed for at lytte med, når vi læser højt af både nyere og ældre skønlitteratur udvalgt af bibliotekaren. Læn dig tilbage i den gule sofa og lyt til en god historie, et lyrisk moment, et overraskende ræsonement, en genkendelig scene eller noget helt femte. Oplæsningforslag til kommende højtlæsninger modtages gerne. Fri entré uden billet

Hele weekenden

Shop amok og spar masser af penge på Designer Forum
Hele weekenden er det igen tid til Designer Forum. Fredag er der åbent mellem 16 og 20 for VIP-billetholdere. Her koster en billet 175 kroner. Til gengæld gælder den også resten af weekenden. Og så får de 500 første oven i købet en gratis goodiebag. Lørdag åbner Designer Forum klokken 10. Forudkøbte billetter koster 80 kroner, mens de koster 90 kroner i døren. Søndag åbner dørene igen klokken 10, hvor man kan slippe med 60 kroner for forudbestilte billetter og 70 kroner i døren. Du kan læse mere i artiklen her.

Fredag den 5. oktober

Kaffesmagning og rundvisning i risteriet hos The Coffee Collective
Klokken 16 kan du hos The Coffee Collective på Godthåbsvej deltage i både en rundvisning i kafferisteriet og smage alverdens kaffe til en en kaffesmagning. Det koster kr 150,- og så får du en pose friskristet kaffe med hjem til weekenden. Bare mød op og betal ved kassen – du behøver ikke reservere plads.

Bag om Beethoven med Ann Eleonora Jørgensen
Sammen med Ann Eleonora Jørgensen tager Copenhagen Phil klokken 17 på en rejse ind i Beethovens dragende og skelsættende univers. Her møder vi den geniale komponist – og oplever, hvordan musikken trækker tråde gennem historien. Det sker i Radiohuset overfor Forum. Du finder billetter via linket her.

Lørdag den 6. oktober

Kom gratis på besøg i Kommandocentralen under Frederiksberg Rådhus
Klokken 12 er der åbent i Kommandocentralen under Frederiksberg Rådhus. Kommandocentralen blev taget i brug i midten af 1950’erne, hvor Den kolde Krig mellem øst og vest rasede. Den husede ledelsen af det civile beredskab på Frederiksberg. Et beredskab, der med kort varsel skulle træde til i tilfælde af f.eks. et militært angreb på hovedstaden. I de mere sikre rammer under rådhuset kunne de udvalgte mænd og kvinder koordinere rednings- og hjælpeindsatsen over jorden, så den nødvendige assistance fra politi, brandvæsen og ambulancer blev sendt ud til de steder på Frederiksberg, hvor der var brug for den. Interesserede skal møde op i rådhusets forhal klokken 12.00, hvor en medarbejder fra Beredskabsforbundet vil tage imod. Rundvisningen i Kommandocentralen varer ca. en time. Der er fri entré

Gratis bogbyttedag på biblioteket på Danasvej
Fra klokken 10 til 13 kan du komme til bogbyttedag. Her kan du bytte dine gode, velholdte bøger til nyt spændende læsestof.

Søndag den 7. oktober:

Salsa-søndag i Kedelhallen
Kedelhallen byder igen op til masser af dans med salsasøndag fra klokken 19 til 23 med forskellige salsatimer. Det er både for begyndere og garvede. Indgang koster 50 kroner.

Gratis naturdag i Søndermarken: Pres din egen æblemost
Fra klokken 11 kan du komme til en ganske særlig naturdag i Søndermarken. Her kan du blandt andet moste æbler på gammeldags vis i et udendørs æbleværksted, snitte og save med langsav i naturværkstedet, gætte dyrespor, lære om havens skønne fugle, prøve en affaldsstafet, flette en pilekurv, lave vind-aktiviteter og meget mere. Det er naturvejlederne på Frederiksberg, der i samarbejde med andre grønne aktører afholder dagen. Det er gratis at deltage

 

Indholdet er skrevet af weFRB.dk

wefrb_logo_hi

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.