I denne weekend synger Copenhagen Jazz Festival på Frederiksberg på sidste vers. Så kan du komme til Bas under Buen, og er du mere til bold, så er der også mulighed for at opleve de afgørende VM-kampe på storskærm.

Ugen byder på en lang række fede events og arrangementer på Frederiksberg. weFRB guider dig her til nogle af dem.

Hele ugen

Copenhagen Jazz Festival på Frederiksberg
Hele ugen er der rig mulighed for at fylde ørerne med sprøde toner, når der er Copenhagen Jazz Festival på Frederiksberg. I alt 122 koncerter finder sted på Frederiksberg fordelt på 11 spillesteder. Nogle af koncerterne er nævnt her i ugeguiden, men du kan se det fulde program over koncerter via linket her.

Mandag d. 9. juli

Foredrag om Artmoney og cubansk salsajazz
Lars Christian Kræmmer er indehaver af galleriet Artmoney på Rosenørns Allé. Og i dag klokken 17 fortæller han historien om Artmoney. Det sker i kulturhuset KU.BE på Frederiksberg. Eventet er præsenteret af Cafe Mix, og der er gratis entré. Efter foredraget fortsætter aftenen med salsajazz fra Cuba.

Billy Cross spiller på Bartof Station
Efter sine snart 30 år i musikbranchen har den karismatiske new yorker med den karakteristiske guitarlyd stadig en stor plads i danskernes musikalske hjerte. Det skyldes ikke mindst, at Billy Cross formår at formidle det bedste fra forskellige musikalske verdener – fra blues til rock og fra New York til Nykøbing Falster. Nu er Billy også begyndt at spille solokoncerter med stor succes. Og i dag kan du opleve ham på Bartof Station. Det sker klokken 15. Du kan læse mere og finde billetter til koncerten via linket her.

Musikalsk topmøde på Betty Nansen Teatret
Fem af Danmarks mest velrenommerede musikere går i dag klokken 20 på scenen på Betty Nansen teatret til et musikalsk topmøde af den sjældne slags. Inkarnerede jazzere, overbeviste rock-fans, elskere af world music, singer-song-writer-folk eller pop-aficionadoer – alle kan glæde sig til, når Benjamin Koppel, Stefan Pasborg, Jacob Binzer, Laust Sonne og Anders Koppel vil blæse liv i håret og kasketten af de fleste. Repertoiret tager afsæt i de fem musikeres musikalske baggage og kompositoriske klenodier, så der er lagt op til grovswingende, medrivende og melodisk instrumentalmusik. Læs mere og find billetter her.

Tirsdag d. 10. juli

VM-semifinale: Frankrig-Belgien på storskærm
VM-braget mellem Frankrig og Belgien bliver vist flere steder på Frederiksberg på storskærm. Det gælder blandt andet på Bartof Station på Solbjergvej 3 og Kellerdirk på Frederiksberg Allé. Der er kampstart klokken 20.

100 års jazzhistorie med musikalske stjerner
To af skandinaviens største og internationalt mest anerkendte jazzprofiler, sangerinde Cæcilie Norby og saxofonist Benjamin Koppel, går i Jazz Clash sammen om at præsentere 100 års jazzhistorie med en sand stjernebesætning. Et superhold bestående af lutter topnavne fra både den danske og New Yorks jazzscene tager favntag på såvel legendariske jazzkompositioner som mere ukendte sange, og nyfortolker og udfordrer musik og publikum med både passion, kærlighed og et glimt i øjet. Det hele sker på Betty Nansen Teatret både i dag og i morgen klokken 20. Og du kan finde billetter via linket her.

Onsdag d. 11. juli

Koncert med afrosoul-kunsternen Feridah Rose
Afrosoul-sangerinden Feridah Rose hæver stemmen og markerer sig med en funky lyd groet fra dybe rødder i Østafrikas røde jord såvel som musikalske input fra gospel og reggae. Med ørehængende melodier og forførende stemmer er Feridahs musik lyden af kærlighed, sprød soul og Afrikas varme sol. Det sker klokken 15 på Bartof Station, og du kan finde billetter via linket her.

VM-brag på storskærm: Kroatien-England spiller om en finaleplads
VM-braget mellem Kroatien og England bliver vist flere steder på Frederiksberg på storskærm. Det gælder blandt andet på Bartof Station på Solbjergvej 3 og Kellerdirk på Frederiksberg Allé. Der er kampstart klokken 20.

Vivian Buczek – en af Sveriges største jazzstjerner synger på Den Blå Hund
Vivian Buczek er en af Sveriges bedste jazzsangerinder. Og i dag kan du endelig høre hende her i Danmark. Det sker på Den Blå Hund klokken 21.15. I 2017 udgav Vivian Buczek sit 5. album ELLA LIVES der er en hyldest til hendes største idol Ella Fitzgerald. En virkelig smuk hyldest indspillet i samarbejde med den fantastiske pianist og arrangør Martin Sjöstedt. Resultatet har sit helt eget udtryk og sound. Koncerten ELLA LIVES giver en ny oplevelse af legenden gennem Sjöstedts fantasifulde arrangementer – smukt og legesygt fortolket af Vivian Buczek og hendes smukke stemme

Torsdag d. 12. juli

Benjamin Koppel Jazz Gall med Bobo Moreno, Marie Carmen Koppel og Kaya Brüel
Siden 2013 har Benjamin Koppels Jazz Galla turneret for fulde huse med forskellige shows og en lang række af landets største stemmer og bedste entertainere. Her i 2018 hylder Benjamin Koppel Jazz Galla Class of 1958 en levende og to afdøde legender – Madonna, Prince og Michael Jackson – i anledningen af, at det er 60 år siden, de blev født. De tre superstjerner har leveret en sangskat, som indeholder nogle af de mest opløftende popsange, store ballader og powerhits, som verden har kendt. Koncerten i dag klokken 20 på Betty Nansen Teatret byder på nogle af de største hits i nyarrangerede, swingende og jazzede udgaver, fortolket af Kaya Brüel, Bobo Moreno og Marie Carmen Koppel, og ikke mindst akkompagneret af nogle af landets bedste jazzmusikere. Læs mere og find billetter via linket her.

Fredag den 13. juli:

Jazz-, Blues-, og Soullækkerier på Bartof Station
3 af landets bedste musikere har sammen med sangerinden Miriam Mandipira skabt en musik, der præsenterer jazz, blues og soul i absolut topklasse! Koncerten på Bartof Station vil være en lækkerbisken for elskere af både jazz og blues med alt fra swingende jazz over smukke ballader til swedig blues og funkmusik. Inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald og Aretha Franklin har hun sunget sig ind i de danske hjerter. Miriam Mandipira giver desuden prøver på populære sange fra sit elskede Afrika. Kjeld Lauritsen, Per Gade og Esben Just spiller i dag koncerten sammen med Miriam Mindapira, og den finder altså sted på Bartof Station klokken 21. Læs mere og find billetter her til 120 kroner stykket her.

Venus – Et rockshow om dansk rocks kvinder på The Old Irish Pub
Venus er et musikalsk og visuelt rockshow baseret på begær og kærlighed til dansk rocks guddommelige kvinder. Sangene af blandt andre Sneakers, Sanne Salomonsen, Anne Linnet og Lis Sørensen vækker kærlige og måske hede minder tilbage til den tid, hvor dansk musik var allerbedst. Sangene leveres i rå og rockede versioner på en bund af den dybeste kyssebas og stortrommeslag lige i maven, tilsat skrigende tråd og svedige hammondtoner. Venus garanterer et uforglemmeligt show med rå girlpower, stålsat attitude og forførende udstråling – Sex, Love & Rock’n Roll. Det hele sker klokken 23 i dag på The Old Irish Pub i Smallegade.

Lørdag den 14. juli:

Bas under Buen med Lucy Love
Mellem 15 og 23 kan du danse og dubsteppe til årets Bas Under Buen under Bispeengbuen. Lucy Love er årets hovednavn, men du kan også lytte til og komme til koncert med Zookeepers, Flexlikekev, Kong Kurs, Dub Manza, Bwoy De Bhajan, Drum And
Bass Klubben, Pernille, Circuit 900, Kjærbo, Canaan I, Alex Index og RDG & OHO. Der er gratis entré.

VM-bronzekamp på storskærm
Både Kellerdirk på Frederiksberg Alle og Bartof Station på Solbjergvej 3 har rullet storskærmen ud, når VM-bronzen i fodbold i dag skal deles ud. Det sker klokken 16.

Heart Rock på The Old Irish Pub
Heart Rock spiller alt fra Dizzy mizz Lizzy, Guns n Roses, Kim Larsen til nyere kunstnere som Avicii og Adam Lambert. Og i dag kan du opleve det hele på The Old Irish Pub i Smallegade. Det sker klokken 23.

Søndag den 15. juli:

VM-finalen på storskærm
Både Kellerdirk på Frederiksberg Alle og Bartof Station på Solbjergvej 3 har rullet storskærmen ud, når VM 2018 skal afgøres. Der er kampstart klokken 17.

Loppemarked i KU.BE’s byhave
I dag kan du gøre et godt kup på en dejlig sommersøndag, når KU.BE holder loppemarked fra klokken 10. Er vejret godt, sætter vi stande op i vores dejlige grønne byhave. Hvis vejrguderne ikke smiler til os, bliver loppemarkedet afholdt i vores smukke lokaler Zen1 og Zen2.

 

billede: Copenhagen Jazz Festival

Indholdet er skrevet af weFRB.dk

wefrb_logo_hi

 

 

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.