Denne uge byder blandt andet på VM-bold på storskærm. En guidet og gratis tur i Landbohøjskolens Have. Og så får Frederiksberg et helt nyt fransk marked.

Ugen byder på en lang række fede events og arrangementer på Frederiksberg. weFRB guider dig her til nogle af dem.

Mandag d. 18. juni

Syng ugen i gang på Alhambra
Klokken 16 kan du komme i godt humør med mandagssang på Alhambra på Allégade 5. Det koster almindelig entré at deltage, og børn kommer gratis ind.

Tirsdag d. 19. juni

Jordemoder til Tiden – Frederiksbergfortællinger i Riddersalen
I Jordemoder til Tiden kan du møde to jordemødre, der har taget imod ALLE børn, der nogensinde er blevet født på Frederiksberg. Jordemodertaskerne er fulde af praktiske remedier, varmt vand og håndklæder, masser af kulsort kaffe og storkepynt. Siden tidernes morgen har de med højt humør, snusfornuft og nakkeknolde, kastet sig i sadlerne og suset af sted, når nye små unger meldte deres ankomst til verden for foden af Solbjerget. Tilsammen har jordemødrene en elefants hukommelse, om hvilke børn der blev født hvornår og hvordan det gik dem hver især. Kom og pust ud til nybagte fortællinger under kastanjetræerne i Lorrys Have! For hele familien – anbefales fra 5 år. Fri entré. Tilmelding ikke nødvendig. Det hele begynder klokken 10.

Onsdag d. 20. juni

Åbningsreception for nyt fransk marked på Frederiksberg
Frederiksberg har fået et nyt lille stykke Frankrig, hvor man kan handle på fransk, nyde franske tapas og blive vejledt i økologisk og biodynamisk vin. Det bliver i dag markeret, når Vores Marked i dag holder åbningsreception på Godthåbsvej 32. Åbningen af den nye gourmetbutik og vinbar fejres med et glas økovin eller to, og husorkesteret Swing Partout vil spille fransk sigøjnerjazz. Det hele sker mellem 16.30 og 18.30.

Guidet gratis tur i Landbohøjskolens Have
I dag kan du komme på en guidet og gratis tur i Landbohøjskolens Have. Det sker klokken 16, og turen varer 1,5 time. Den romantiske have er en lille, grøn oase, der byder på mange spændende oplevelser. De stolte, gamle træer og rosenhaven har været tilgængelig for offentligheden gennem flere hundrede år. Ved siden af den gamle gartnerbolig er en helt særlig afdeling, som indeholder en af Danmarks største samlinger af
sommerblomster. Haven bidrager med plantemateriale til undervisningen og været med til at forskønne omgivelserne omkring universitetets bygninger gennem tiderne. Mødested: Ved Café Væksthuset, Grønnegårdsvej 15, 1870 Frederiksberg.

Cykelhistorier med Euromans tidligere redaktør på VIN 121
Klokken 18:30 kan du på VIN 121 blandt andet møde forfatter og tidligere redaktør på Euroman, Tonny Vorm, der sætter rammen for en aften med cykelhistorier (og nok også en del røverhistorier). I løbet af aftenen vil der blive serveret tapas, bestående af ost og pølse, samt specielt udvalgte vine. Derudover får alle deltagere et eksemplar af Jakob Staalbys nyeste bog “Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere” til at tage med hjem. I løbet af aftenen bliver Jakob Staalby også interviewet. Du kan bestille billetter og læse mere via linket her. 

Teater-tur på Frederiksberg Kirkegård
I dag klokken 16 kan du komme med på en guidet teatervandring på Frederiksberg Kirkegård. Der er mødested ved Alhmabra på Allégade 5. Og det koster 50 kroner at deltage.

Torsdag d. 21. juni

VM-bold: Danmark-Australien på storskærm
The Old Irish Pub i Smallegade har gjort pubben klar til Danmark-Australien og er klædt i rødt og hvidt. Storskærmene er rullet ned. Kampstart er kl. 14, og du kan få en fadøl til kun 20 kr.

Har du arrangementer, du gerne vil have omtalt, så skriv endelig til os på redaktion@wefrb.dk

Fredag d. 22. juni

Mariendalshallens nye uderum bliver indviet
For at gøre området omkring Mariendalshallen endnu mere venligt og imødekommende er der blevet plantet nye træer, åbnet op, etableret ny belysning, og der er kommet flere bænke. I dag bliver det nye uderum indviet ved borgmester Jørgen Glenthøj. Det sker klokken 12. Her vil der være taler samt lidt mad og drikke.

180 EP Release-fest på Kellerdirk
Hip-hop bandet 180 har i samarbejde med Kellerdirk stablet en oplevelsesrig aften på benene. Release koncert på Ep’en “Hva betyder det tal?” Dansevenlige rytmer, funky melodier, groovy vibes og rim der RIMER. Og med Jack Prince som support, er der med de lækre rnb-kvæd, hårde trapbeats og tight rapflows, sikret lidt for en hver smag. Det hele begynder klokken 20. Entré – 60 kr. i forsalg. 80 kr. i døren. Du kan finde billetter via linket her.

Lørdag d. 23. juni

Sankt Hans i Frederiksberg Have
Som sædvanlig kan du opleve en smuk og begivenhedsfyldt Sankt Hans aften for hele familien i Frederiksberg Have fra kl. 16 i dag.

Program Sankt Hans 2018

Underholdning for børn på legepladsen
Konferencier: Kalle B
16.00 Velkomst ved Kalle B
16.10 Caroline Castell (kendt fra titelmelodien til Tidsrejsen)
16.50 Mek Pek’s Åhh Abe Solo Show
17.50 HipSomHap
18.40 Afslutning

Tegneworkshop med Tormod Holm, ansigtsmaling, airtrackbane v/ Frederiksberg Ungdomsskole.

Underholdning ved Frederiksberg Runddel
18.30 Det grønlandske kor Aavaat

Underholdning på scenen ved slottet
Konferencier: Uffe Savery
19.00 DUVE (Det Unge VokalEnsemble) synger nordiske sange af bl.a. Carl Nielsen, Evert Taube, Wilhelm Peterson-Berger og Thomas Laub
19.30 Musikere fra Copenhagen Phil spiller under ledelse af koncertmester Jon Gjesme: Piazzolla Four Season; Primavera Porteño og Invierno Porteño samt Sommeren fra Vivaldis fire årstider
20.00 Velkomst ved Frants Hagen Hagensen, formand for Foreningen NORDEN Frederiksberg
20.15 Pernille Rosendahl med band spiller sit solomateriale samt nyfortolkninger af klassikere fra både Swan Lee og The Storm

21.20 Fællessang: ‘Den danske sang er en ung blond pige’ og ‘Du danske sommer jeg elsker dig’
21.30 Båltale ved Mogens Jensen, landsformand for Foreningen NORDEN, tidligere minister, MF
21.40 Bålet tændes og Midsommervisen synges
21.55 DJ Katrine Ring afslutter aftenen
23.00 Farvel og tak for i år

Alle er velkomne til at medbringe picnic-kurv og drikkevarer

Søndag d. 24. juni

Salsasøndag i Kedelhallen
Kedelhallen byder atter op til svingende hofter og en masse salsa. Fra klokken 19 og resten af aftenen kan du komme og deltage i en række forskellige danse-workshops. Det koster 50 kroner at deltage, og der gives 10 kroner i studierabat.

 

 

Indholdet er skrevet af weFRB.dk

wefrb_logo_hi

 

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.