De to brilleforretninger Frederiksberg Optik og Frederiksberg Optik Sport byder på æstetisk design, kvalitet og en pirren af nysgerrigheden, lover partner Henrik Bense-Petersen.

Frederiksberg Optik holder i morgen åbent hus på Gammel Kongevej 92, hvor partner Henrik Bense-Petersen byder på et glas champagne og et stykke kransekage til dig, der kigger et smut forbi den nye butik, der rent faktisk er to forretninger på samme adresse:
Frederiksberg Optik og Frederiksberg Optik Sport, hvor du kan finde hundredevis af sportsbriller fra mærker som adidas, og som er designet til forskellige sportsgrene. Sportsbrillebutikken tilbyder også hjælp til sportsfolk, der vil have forbedret deres øje til hånd-koordinering, der forbedrer reaktionsevnen. Det kaldes sportsvision.
“Det er faktisk den første sportsbrillebutik i hele Danmark,” fortæller den uddannede optiker, der glæder sig til at byde velkommen i forretningen.
Frederiksberg Optik Sport

Foto: Frederiksberg Optik

“Jeg er født på Frederiksberg og bor her også nu, og jeg synes, der manglede en optiker, som arbejder med de klassiske dyder: Godt, gammeldags håndværk, hvor kunden er i centrum,” siger Henrik Bense-Petersen, der også ejer Samsø Optik og København Optik – sidstnævnte åbnede han i indre København for knap et år siden.
“Modtagelsen har været meget positiv, og også her på Frederiksberg er der allerede folk, der kigger ind for at hilse og siger, at det ser godt ud.”
Frederiksberg Optik henvender sig særligt til brilleentusiaster, der går op i design, kvalitet og æstetik, og derfor er brillerne i butikken præsenteret i hvert sit “værelse” på 20×20 centimeter. Tanken er at pirre kundernes nysgerrighed, fortæller optikeren:
“Vi ønsker at skabe et univers og en installation, hvor der er rart at være, og hvor man kan se brillens udtryk og de detaljer, designeren har gjort sig umage for at lave.”
Frederiksberg Optik Sport

Foto: Frederiksberg Optik

Frederiksberg Optik holder sin grand opening den 1. november, men du kan altså allerede den 11. oktober kigge forbi til et glas champagne, når der er åbent hus på Gammel Kongevej 92.
Fakta:
Henrik Bense-Petersen har senest været nordisk direktør for brilleglasproducenten Essilor gennem 12 år. Før det var han blandt andet direktør i Synoptik Tyskland og nordisk direktør for en stor kontaktlinseproducent. Henrik Bense-Petersen har Frederiksberg Optik sammen med partner Chris Birger Jensen.

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.