IMMORTALITY og GLOBAL SOULS er en solo og en duet, der flettes sammen til en samlet lancering og præsenteres af tre dansere i international særklasse. Drivkraften bag de to forestillinger er det tidligere frederiksbergkompagni NEXT ZONE, ledet af koreografen Lene Boel.

Forestillingerne spiller for et begrænset antal publikummer og kun 4 eksklusive aftener ved skumringstid i den smukke Brøndsal ved Frederiksberg Have. En unik chance for at opleve stedet i et magisk samspil med dans, lysprojektioner og nykomponeret elektronisk musik.

Forestillingerne IMMORTALITY dykker ned i menneskets drøm om udødelighed, der har ligget som et grundmotiv for filosofiske og religiøse tanker og systemer gennem hele menneskehedens historie. Fokus her er dog ikke kun historien, traditionerne eller ritualerne men også videnskabsmændenes futuristiske visioner, fremtidens udødelighed via kunstig kropsforyngelse eller frigørelse fra kroppen som eneste bolig for menneskelig intelligens.

IMMORTALITY fortolkes af den japanske danser Ismaera Takeo Ishii, der er en af de sjældne dansere på verdensplan, som er solidt funderet i både bhutodans og urban dans på højt niveau.

Kombinationen af bhutodansens skarpe indre fokus og den eksplosive urbane dans, åbner for et interessant koreografisk rum, der har stort potentiale i forhold til koreograf Lene Boels metode, der kombinerer ultrapræcis gestik med ekstrem fysisk ekvilibrisme.

GLOBAL SOULS kredser om menneskets mangefacetterede evne til at forholde sig til omgivelsernes kræfter, hvad enten det er i barske naturområder eller den menneskeskabte millionby. Forestillingens tidsalder er The Age of Explosive Human Expansion.

GLOBAL SOULS fortolkes af den brasilianske urbane danser José Rodrigues Junior, og af Mario Poundé fra Cameroun, der har rødder i både traditionel afrikansk dans og urban dans. Tilsammen er der tale om et cast i den absolutte internationale top inden for professionel urban dans.

Komponist Rex Casswell skaber nye kontrastfulde elektroniske værker til forestillingerne, og der hentes inspiration i teknologiens verden, metropolen, kroppens indre puls og den utæmmede natur. Lysdesigner Jesper Kongshaug skaber et site specific scenografisk lysdesign med videoprojektioner fra en ny, ukendt verden.

Realiseret med støtte fra Statens Kunstfond.

Tid og sted: Brøndsalen 

Haveselskabets Have Pile allé 14 A

2000 Frederiksberg C

19. til 22. maj 2019 klokken 21.30.

Billetpriser fra 50 kroner (ung) og 95 kroner (voksen)

Billetsalg via: www.teaterbilletter.dk

Pressebilleder findes i høj opløsning her: Klik here

For yderligere oplysninger, ønske om interview eller supplerende billedmateriale,

kontakt venligst: producent Ann-Jette Caron.

tlf. 228 328 12

 producer.nextzone@gmail.com

Koreograf: Lene Boel Komponist: Rex Casswell Lysdesign: Jesper Kongshaug Dansere: Ismaera Takeo Ishii (JP), Mario Pounde (CM) og José Rodrigues Junior (BR)

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.