Slagter Lunds barnebarn, Søren Ewald, satser på franske fristelser i brasseriet Ewalds, der skal være uformelt og hyggeligt. Og så skal det være til at betale, så restauranten kan fyldes hver dag.

På hjørnet over for Frederiksberg Rådhus, hvor Allegade bliver til Falkoner Allé, ligger restaurant Ewalds, der fokuserer på stemningen fra et klassisk, fransk brasserie uden så mange dikkedarer.

Stedet er et resultatet af bysbarnet Søren Ewalds ønske om at åbne et lille lokalt sted, som han selv har manglet på Frederiksberg.

“Jeg håber, at Ewalds bliver et uformelt og hyggeligt sted, hvor lokale Frederiksberg-borgere kommer ind fra gaden og spiser en hurtig frokost eller snupper en kaffe og croissant i formiddagssolen. Om aftenen kan man så kigge forbi til et glas vin og dele lidt snacks før en tur i teatret eller biografen, eller man kan invitere kæresten på franske klassikere som moules frites og steak bearnaise,” siger Søren Ewald Fossum.

Slagter Lunds barnebarn

Søren Ewald Fossum er født og opvokset på Frederiksberg og startede sin karriere som slagterlærling og sidenhen slagter i familievirksomheden Slagter Lund, der er grundlagt af Sørens morfar og i dag drives af Sørens fætter.

Søren Ewald, Ewalds

Foto: Lars Degnbol, weFRB

Søren blev efterfølgende udlært som kok og har haft sin læretid på blandt andet Le Sommelier i Bredgade, hvor han stod i lære under Francis Cardenau, efterfulgt af en årrække som kok på Rasmus Oubæks Gorilla og JAGGER. Søren har senest været køkkenchef på Bistro Central i indre by.

Køkkenet på Ewalds er, ligesom Søren, funderet i den franske brasserie-tradition. Det betyder at aftenkortet byder på retter som rørt tatar, dampede blåmuslinger og en god steak eller hummer med sauce bearnaise. De franske klassikere suppleres af snack-retter som rillette, kroketter og vafler med serranoskinke, inspireret af Sørens tid på restaurant Gorilla.

Søren Ewald Fossum har teamet op med Chris Von Bruhn Krarup, der bliver daglig køkkenchef på Ewalds. De to har arbejdet sammen de sidste tre år, senest på Bistro Central.

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.