Guldsmed Anders Mørck

Beskrivelse

”Det bedste er, når kunderne er med i processen”

For fem år siden overtog Guldsmed Ole Mørck sin fars guldsmedebutik på Rolighedsvej. Alle smykker bliver lavet helt fra bunden i værkstedsbutikken.

Der findes butikker, som har ganske få år på bagen, og så er der dem, der har været en del af gadebilledet i en menneskealder – eller i hvert fald tæt på.

Det sidste gælder for guldsmedeforretningen Anders Mørck, der for længst har passeret fire årtier på Rolighedsvej nr. 3.

”Vi har ligget her siden 1977,” siger Ole Mørck. ”Det var min far, Anders, der åbnede butikken. Han kommer stadig og arbejder. Han kan ikke slippe det helt. Det er en livslang passion at designe smykker.”

Meget har ændret sig gennem årene. I dag kommer alle slags mennesker, der har et særligt ønske til de smykker, de ønsker at bære:

”Nogle af vores kunder har fx rejst rundt i verden og kommer hjem med nogle særlige perler eller stene, som de gerne vil gøre til en del af et smykke. Andre vil have udført et unika smykke.

En del får også smeltet gamle smykker om, så de kan få glæde af dem igen. På den måde kan man skabe moderne smykker og samtidig bevare affektionsværdien og familiehistorien i det gamle guld.”

Ole Mørck synes i det hele taget, at det er rart, at kunderne er en del af processen:

”Det er fantastisk, når folk kommer ind med deres egne idéer, så vi sammen kan finde den rigtige løsning. Det er fordelen ved at være både håndværker og designer og have den direkte kontakt med kunderne” siger han.

Ud over forlovelses- og vielsesringe er Ole Mørck kendt for sine smukke opalsmykker. Han har netop færdiggjort et helt særligt smykke, der både indeholder en brillant samt en opal med et ekstraordinært smukt farvespil.

”Vores designs er tidløse, men altid med et lille særpræg,” siger han. ”For mig er de mest værdifulde smykker dem, der er personlige.”

Enzo

Besøg

Adresse:
Rolighedsvej 3
1958 Frederiksberg C

Åbningstider:
Mandag-fredag 10.00-17.30
Lørdag 10.00-14.00

Web:
https://www.acmdesign.dk

Facebook / Instagram:
www.facebook.com/guldsmedmorck

Kontakt:
Tlf: 3535 5086
E-mail: a@acmdesign.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Du modtager løbende tips til, hvad der sker på Frederiksberg.

Tak for tilmelding! Tjek din indbakke for bekræftelse.